(skrevet i går, d. 22. maj)

Ja.. Nu sidder jeg i toget. Jeg sidder meget stille. And so does the train. Vi flytter os ikke en millimeter frem eller tilbage… Gul rapsmark på den ene side, og et tog der lige kørte forbi os, og så en kedelig grøn mark på den anden side.

HVA FA’EN! Nu kører toget sku’! Se det kalder jeg god timing! Jeg har siddet i toget i snart en time, og vi er ikke engang nået til Odense endnu. Puha.. Jeg har en klapsæde billet, så jeg tror jeg ender med at have en (endnu mere) flad nummi, når jeg når til København.

Det må være alt det sporarbejde. Okay, vi nåede til slutningen af rapsmarken, og nu holder vi stille igen. Jeg håber at der er en tålmodig togfører på arbejde i dag. Jeg ville ikke kunne klare det. Specielt ikke uden min computer og musik i ørerne.

Jeg har lyst til at hoppe op fra mit hårde klapsæde, og bare begynde at danse. Det er svært nok for mig at sidde stille i timerne i skolen, så en 3 til 4-timers togtur, uden mulighed for at gå amok og danse som en skør, jamen så dør jeg jo. Eller i hvert fald, næsten. Når jeg er inspireret danser jeg, når jeg er trist, når jeg er glad, når jeg mangler inspiration – any time, any where. Måske skulle jeg gøre det? Bare sætte høj musik på, og byde de andre passagerer op til dans? Alle de gamle mennesker, haha – det ville ellers være fedt HVIS jeg nu turde.

(opdatering – toget kører nu igen. Lad os se hvor længe det holder…)

Jeg så en film i går (det gør jeg ret tit…) for at få en pause fra oprydning og rengøring osv. “Very good girls” hed den. På Netflix, forresten. Den handler om 2 bedsteveninder: Lilly og Gerry. Lilly kommer fra en familie, hvor man ikke snakker om sex, alt det forbudte, der er altid rent, de har stuepige. Gerry kommer fra en meget åben familie. De snakker om alt det man ikke må og mere til, de spørger ind til hinanden, snakker om problemerne i stedet for at skubbe dem ind under gulvtæppet. De møder den her dreng – og så starter dramaet. Begge piger kan godt lide ham. Så hvordan kommer de over på den anden side? Kan deres venskab holde til hemmeligheder og bedrag?

Et citat jeg virkelig blev fascineret og inspireret af var det her:

Lilly: “I can’t do it”

Gerry: “Yeah, you can. The question is: Will you?”

icant

Det satte sig fast. Det sidder fast. Jeg vil prøve at tænke sådan fremover. Der er ikke nogen begrænsninger, det er dig selv der skaber dem. Udforsk, undersøg og udfordr dig selv. Tag chancen. Tør du ikke? Gør det alligevel. Hvornår får du chancen igen? Du vil fortryde det hvis du ikke gør det lige nu.

Det er egentlig rimelig basic, men det er blevet så svært i vores samfund. I hvert fald i Danmark. Det dér med at sige – “hey du ser godt ud i dag” også til fremmede, det gør man bare ikke. Det er nærmest blevet noget uhøfligt at gøre. Men i mange andre lande, så er du uhøflig hvis du intet siger. I Danmark er det mest almindeligt at sætte sig længst væk fra alle andre i bussen eller i toget. Man synes nærmest at det er irriterende hvis folk sætter sig ved siden af én, når der er pladser nok. I andre lande, så er det uhøfligt at du sætter dig langt væk. Så er du asocial og ubehøvlet. tænk hvis det var sådan vi tænkte. Så kunne det være at vi faktisk snakkede sammen. Så kunne det være at jeg snakkede med nogen i toget, frem for at sidde her og skrive kilometer lange blogindlæg med mine tanker. Men faktum er: Jeg har egentlig mest lyst til bare at sidde for mig selv og skrive.